Spring til indhold

Menneskerettigheder

Menneskerettighederne er universelle og søger at beskytte alle individer uanset køn, seksuel orientering, nationalitet, race, kulture, etnisk eller religiøs baggrund. Internationalt anses FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (1948) for at være et af kernedokumenterne, selvom erklæringen ikke formelt er juridisk bindende. Først i 1966 vedtog FN to juridisk bindende konventioner til beskyttelse af hhv. borgerlige og politiske rettigheder (såsom retten til liv, frihed og retfærdig rettergang) og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (der indeholder krav om sikring af borgernes fundamentale livsvilkår som retten til arbejde, uddannelse og til en passende levestandard). Efterfølgende har FN vedtaget en række konventioner og tillægsprotokoller med fokus på grupper med behov for særlig beskyttelse, som fx børn, kvinder, personer med handicap og migranter.

FN’s Generalforsamling i New York spiller en afgørende i menneskerettighedsarbejdet, herunder ikke mindst i vedtagelse af nye standarder og konventioner og i at fremme drøftelser af status for menneskerettighedsarbejdet og landenes efterlevelse af deres menneskeretlige forpligtelser. Hvert år behandler Generalforsamlingens 3. udvalg (med ansvar for sociale, humanitære og kulturelle spørgsmål) en række menneskeretlige emner og et stort antal resolutioner som bidrager til at bekræfte og videreudvikle de internationale menneskerettighedsstandarder. Generalforsamlingen spiller samtidig en vigtig rolle som forum for introduktion af nye emner og normer på menneskerettighedsområdet.

Danmarks internationale arbejde med at fremme menneskerettigheder er en grundstamme i vores udenrigs- og udviklingspolitikken. Den danske FN-mission søger at skabe internationale normer på området bl.a. gennem arbejdet i Generalforsamlingen og andre FN-instanser. Særligt er bekæmpelse af tortur, kampen for ligestilling og oprindelige folks rettigheder prioriteter for Danmarks menneskerettighedsarbejde.

Danmark indtager en førende rolle i det internationale torturbekæmpelsesarbejde, hvor der arbejdes for at sikre, at ingen underkastes tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Danmark fremsætter bl.a. hvert andet år en resolution om bekæmpelse af tortur i FN’s Generalforsamling. I Genève fremsætter Danmark ligeledes tematiske resolutioner om emnet i FN’s Menneskerettighedsråd . I 2014 materialiserede Danmarks arbejde sig også ved, at vi i samarbejde med Chile, Ghana, Indonesien og Marokko lancerede det globale ”Convention against Torture Initiative”, der har til formål at sikre universel ratifikation og implementering af FN’s Torturkonvention. Du kan læse mere, her.

Selvom der er sket store fremskridt for kvinders rettigheder, er ulighed mellem mænd og kvinder fortsat et stort problem mange steder i verden. Krænkelser af kvinder indebærer typisk kønsdiskrimination eller vold mod kvinder, både fysisk, psykisk og seksuelt. Et centralt aspekt ved den danske indsats for at fremme ligestilling er at styrke kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, der grundlæggende handler om kvinders ret til at bestemme over egen krop. Kvinders sundhed er først og fremmest vigtig for den enkelte kvinde selv og hendes familie, men også for økonomien i lokalsamfundet og i det land, hvori hun bor.

Arbejdet for oprindelige folks rettigheder er ligeledes en dansk kerneprioritet. Oprindelige folk er befolkninger med en særlig etnicitet, kultur, sprog og identitet som f.eks. masaier og inuitter. De er ofte blevet fordrevet fra deres landområder og territorier og mange steder er de i konflikt om naturressourcerne i deres kollektivt ejede landområder, ligesom de kæmper for at leve, som de vil, og at bevare deres særlige kultur. Danmark arbejder aktivt sammen med Grønland i FN for at sikre, at oprindelige folks rettigheder overholdes. Det foregår særligt i FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender og i FN’s Ekspertmekanisme for Oprindelige Folks Rettigheder, hvor regeringer og repræsentanter for oprindelige folk verden over arbejder sammen om at løse nogle af de mange problemer, oprindelige folk står overfor. Endelig overvåges deres situation løbende af FN’s Specialrapportør for Oprindelige Folks Rettigheder.

Danmark kandiderer til en plads i FN’s Menneskerettighedsråd for perioden 2019-2021.